Aarhus Universitets segl

Indeklimaekspert skal danne rammer for fremtidens bygningsingeniører

Kasper Lynge, som bl.a. har fortid hos Teknologisk Institut, har fået titlen som ny udviklingschef for bygnings- og bygningsdesign-uddannelserne på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.

Kasper Lynge er ny udviklingschef for bygnings- og bygningsdesign-linjerne på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet.

Mere synlighed og mere tværfaglighed. Sådan lyder nogle af nøgleordene for fremtidens bygningsingeniør-uddannelser på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet. I hvert fald hvis det står til stedets nye udviklingschef, Kasper Lynge. Og det er særligt over for erhvervslivet, synligheden skal boostes, lyder det fra ham:

”Det er samarbejdet med erhvervslivet, der gør undervisningen interessant. Jo mere vi få bragt aktualiteten ind i på skolebænken, desto mere spændende bliver det. Hvis de studerende kan lave projekter, som er til umiddelbar gavn i industrien, og som ikke bare er skuffeprojekter, giver det mening. Vi er allerede langt, men jeg vil gerne endnu længere, og derfor håber jeg, at flere virksomheder og vidensinstitutioner vil være med til at samarbejde gennem eksempelvis projekter eller praktik,” siger han og fortsætter:

”Vi vil gerne uddanne ingeniører, der kan gå ud og gøre en forskel direkte. Som, ud over den kernefaglighed de studerende selvfølgelig får, kan bidrage med noget nyt fra første dag. Evner, der gør, at man kan være med til at udvikle og flytte en virksomhed allerede fra starten.”

Her kommer tværfagligheden ind i billedet. For der er masser af muligheder for at udvikle byggebranchen, mener Kasper Lynge og peger på den store udvikling, byggeriet har været gennem de sidste 30 år.

”Det vigtigste for vores uddannelse er kernefagligheden. At kunne levere ingeniører, som har den basale værktøjskasse i orden. Men derudover er der nogle evner, jeg mener, der er vigtige at have som ingeniør. I min verden er en ingeniør meget entreprenant. Man har med andre ord evnen til at forstå kompleksiteten i et problem og trække andre med en anden faglighed ind. Byggeriet er meget mere komplekst og sammensat i dag end tidligere, og det betyder som udgangspunkt, at man skal være god til at tale sammen og have forståelse for tingene i dag. De tværfaglige aspekter forsøger vi hele tiden at føre ind i undervisningen af de studerende. Blandt andet har vi lige indgået et samarbejde med BIM Aarhus, VIA University og Arkitektskolen i Aarhus om et forløb for nogle af vores studerende til efteråret med fokus på Building Information Modelling, hvor de forskellige fagligheder kommer i spil.”

Det menneskelige aspekt

Kasper Lynge er selv uddannet i branchen. Han er opvokset i ingeniørbyen Bjerringbro og har en fortid som civilingeniør fra DTU. Herfra har han også en erhvervs-ph.d. i indeklimaets påvirkning af kontoransattes produktivitet. De sidste par år har stået i bæredygtigt byggeris tegn bl.a. som sektionsleder for Bæredygtighedsgruppen på Teknologisk Institut og som netværksleder i Innovationsnetværket InnoBYG.

Han har altid interesseret sig for grænsefeltet mellem teknik og mennesker, og det er nok også derfor, han i løbet af uddannelsen fik øjnene op for indeklimaet i bygninger. I forbindelse med sin uddannelse var han i Malaysia for at lave et projekt om netop dette, og det var særligt her, interessent for indeklima blev cementeret.

”Siden da har jeg bare været hooked på også at inddrage det menneskelige aspekt, og basalt set så bygger vi bygningerne for at skabe de mest optimale forhold for os mennesker, og det er vigtigt hele tiden at huske på, ” siger han.  

Kasper Lynge er 39 år og bor i dag i Risskov i den nordlige ende af Aarhus centrum sammen med hans kone Maja og deres to børn Beate og Georg. 

Kontakt

Udviklingschef Kasper Lynge