Fuldt hus på ingeniøruddannelserne

AU Engineering kan i august byde velkommen til 685 nye studerende på diplomingeniøruddannelserne.

30.07.2016 | Kim Harel

Der kommer liv i laboratorierne, auditorierne og undervisningslokalerne på Navitas, Hangøvej, Katrinebjerg og i AU Herning, når det nye semester starter igen. Stigningen i antal ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet fortsætter, og AU Engineering kan i august måned byde velkommen til 685 nye studerende (Foto: Lars Kruse)

Det er det hidtil største sommeringeniøroptag ved Aarhus Universitet, og for at imødekomme efterspørgslen blandt unge har universitetet oprettet i alt 15 ekstra studiepladser.

”Vi melder fuldt hus og glæder os til at byde velkommen til de mange nye studerende. Vi har oprettet i alt 15 ekstra studiepladser og vil også i de kommende år arbejde for, at vi kan tilpasse os væksten i antal ansøgere til vores uddannelser, så det sker uden at gå på kompromis med et godt studiemiljø og høj kvalitet i undervisningen,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

De 15 ekstra studiepladser fordeler sig med 10 på diplomingeniøruddannelsen Informations- og kommunikationsteknologi samt fem på diplomingeniøruddannelsen Bygning

Se fordelingen af tilbudte studiepladser på universitetets uddannelser 

Afviste får ny chance til vinter 

Universitetet har i år været nødt til at afvise ansøgere med drømme om at læse til henholdsvis maskin- og kemiingeniører trods en stor efterspørgsel på netop disse dimittender i erhvervslivet.

Flere af ingeniøruddannelserne ved Aarhus Universitet har dog studieoptag to gange årligt, og en del af de afviste ansøgere vil derfor få tilbudt en studieplads til vinter.

Det er muligt helt frem til november at søge om optagelse på en ingeniøruddannelse med start i januar. AU Engineerings studievejledere træffes fra mandag d. 1. august.

Læs mere om muligheder for studievejledning

 
KONTAKT

AU Engineering