Forskere får international pris for nyt fedtstof

Ved hjælp af enzymteknologi er det lykkedes forskere fra Aarhus Universitet at fremstille en gruppe af nye fedtmolekyler, der blandt andet kan transportere visse typer af medicin i kroppen.

25.04.2016 | Kim Harel

Lipidforskere fra Aarhus Universitet står bag fremstillingen af en ny type fedtstof, der blandt andet kan bruges til at transportere medicin i kroppen. På billedet ses lektor Zheng Guo. (Foto: Lise Balsby)

Molekylerne er baseret på en særlig sammensætning af lange fedtsyrekæder i kombination med en bestemt type af sukkeralkohol, og dette kemiske mix kan bruges i mange forskellige industrielle sammenhænge - for eksempel til udvikling af nye emulgatorer, stabilisatorer og til transport af virksomme stoffer i medicin. 

”Det er lykkedes for os at skabe en gruppe af lipider, hvor de molekylære strukturer er pakket så tæt, at de kan bruges til at beskytte for eksempel medicin, når indholdsstofferne skal føres gennem tarmen, og samtidig forbedre optagelsen i kroppen, ” siger Zheng Guo, lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab.

International forskningspris for syvende gang
Den store ingeniørmæssige udfordring for forskerne har været at designe en reaktion, der gør det muligt at pakke fedtmolekylerne på en måde, så de nye stoffer opnår bestemte funktioner.

De er baseret på naturlige ingredienser og kan derfor anvendes til både kosmetik og fødevarer.

”Ved hjælp af enzymteknologi kan vi styre og kontrollere den kemiske reaktion og dermed fremstille stoffer med helt nye egenskaber i en proces, der både er miljømæssig bæredygtig, økonomisk rentabel og sikker. Det åbner for en lang række af spændende anvendelsesmuligheder inden for både kosmetik- og fødevareindustrien,” siger Zheng Guo.

Forskerne har netop modtaget den internationale AOCS-forskningspris for syvende gang i træk for deres arbejde. Den uddeles en gang årligt af brancheforeningen American Oil Chemists Society.

 

Læs mere om den ingeniørvidenskabelige forskning på Aarhus Universitet

Kontakt

Zheng Guo, lektor, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet

 

 

 

AU Engineering