Danske ingeniører i front med at bringe bioraffinering fra teori til praksis

Nyt bioraffinaderi-center skal bygge bro mellem laboratorie, forskning og industriel anvendelse

22.05.2017 | Jesper Bruun

Centerleder Ib Johannsen har bl.a. ansvaret for det nye centers forsknings- og udviklingsaktiviteter og inviterer til samarbejde med virksomheder og forskere både nationalt og internationalt.

Fremtidens biobaserede produktion af alt fra foder, brændstof og plastik kræver nye og højeffektive processer for at blive til virkelighed. En ting er at vise, at noget virker i et laboratorium, noget helt andet er at etablere en bæredygtig og energieffektiv produktion. Det er den udfordring, som Aarhus Universitets nye Center for Biorefinery Technologies nu tager op, når centret slår dørene op i Foulum ved Viborg tirsdag den 23. maj.

Udfordringen skal løses gennem målrettet ingeniørvidenskabelig forskning og gennem opbygningen af en lang række pilot- og demonstrationsprocesser. Mange af disse er blandt de mest avancerede i verden og er derfor en meget vigtig platform for forskning og industrielt samarbejde. Bag centret står Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet, og planen er at skabe en lang række nye, grønne produkter, som indtil nu enten importeres eller udvindes fra fossile brændsler.

"Vi arbejder på at skabe en integreret bioraffinaderi-platform, som kan føre an, når det handler om starte en biobaseret økonomi med bæredygtige produkter af høj kvalitet som eksempelvis proteiner, polymerer og nye kemiske eller biologiske komponenter til industrien," siger Ib Johannsen, som har ansvaret for centrets ingeniørvidenskabelige aktiviteter inden for forskning og udvikling af produktionssystemer og teknologier i forbindelse med raffinering af biomasse.

Protein produktion fra græs

De nye center har avancerede faciliteter for omdannelse af biomasse til en lang række industrielle produkter.  Processerne udvikles i tæt samarbejde med forskere og industri, med henblik på at gøre dem energi effektive, økonomiske og bæredygtige. Samtidigt er der fokus på at etablere processerne i en skala, som gør det muligt at opskalere direkte til industrien.

Et eksempel på en bioraffineringsteknologi, der arbejdes på, er udvinding af protein fra græs og kløver. Proteinet kan anvendes alternativt til soja, der importeres i store mængder til den europæiske kødproduktion, og kan potentielt i fremtiden også indgå i vores egne fødevarer.

Proteinudvindings-processen udvikles og optimeres på centerets integrerede pilotanlæg, der er Danmarks eneste af sin slags og som samtidig leverer protein til foderforsøg, der er nødvendige for at evaluere kvaliteten af produktet.

Centerets unikke samspil af bioraffineringsteknologier gør det endvidere muligt at kaskade-udnytte værdien i processens sidestrømme, som når der laves opgraderet biogas af restsaft og bioolie af fiber-pulp.

Center for Biorefinery Technologies indgår også som partner i Center for Cirkulær Bioøkonomi, som Aarhus Universitet står bag, og som ligeledes har officiel åbningsdag den 23. maj.  

Kontakt

Lektor og centerleder Ib Johannsen

AU Engineering