Aarhus Universitets segl

Best Paper Award: Teodor Vernica

Ph.d.-studerende Teodor Vernica har netop vundet en Best Paper Award for sin forskning i at reducere fremstillingsindustriens miljøbelastning ved den internationale American Society of Mechanical Engineers (ASME) IDETC/CIE 2023-konference.

Ph.d.-studerende Teodor Vernica til venstre til prisuddelingen ved den internationale American Society of Mechanical Engineers (ASME) IDETC/CIE 2023-konference. Til højre lektor Devarajan Ramanujan. Foto: Till Böttjer.
Best Paper Award. Foto: Teodor Vernica.

Tillykke til ph.d.-studerende Teodor Vernica, som vandt en Best Paper Award for sin forskning i at hjælpe producenter i fremstillingsindustrien med at identificere kilder til miljøpåvirkning og gøre noget ved det.

Teodor vandt prisen for sin publikation ”LCAD: A Framework for Coupling Computer-Aided Design and Life Cycle Analysis Visualizations” – forskning udført i forskningsgruppen Lifecycle Design and Manufacturing ved Aarhus Universitets Institut for Mekanik og Produktion i tæt samarbejde med R&D-gruppen Advanced Manufacturing Engineering ved Grundfos. Forskningen er delvist finansieret af Grundfos.

Publikationen beskriver en overordnet metode til at integrere bæredygtighedsperspektiver i dataform i produktionsdesign gennem en samarbejdsramme for bæredygtigheds-eksperter og designingeniører.

”Det er på dette trin i fremstillingsindustrien, hvor der træffes beslutninger om f.eks. materialevalg og fremstillingsprocesser, og derfor kan overvejelser om bæredygtighed på dette stadium have en stor effekt på produktets overordnede miljømæssige fodaftryk. Jeg håber, vores arbejde kan være med til at skubbe på denne udvikling,” siger Teodor Vernica.

Han fortsætter:

”Jeg er meget taknemlig for prisen. Det er en anerkendelse af vores arbejde og dets potentiale til at ændre den måde, hvorpå produktdesign udføres. Og så giver det da stor motivation til min fortsatte forskning. Denne publikation er første output af min forskning under mit ph.d.-projekt, og jeg ser frem til at fortsætte med at bidrage til dette emne. Det er vigtigt, synes jeg, for at nedbringe det miljømæssige fodaftryk fra fremstillingsindustrier verden over.”

Teodor Vernica vandt prisen ved Design for Manufacturing and Life Cycle konferencen, som er en del af den internationale American Society of Mechanical Engineers (ASME) IDETC/CIE 2023-konference, der løb af stablen i august. Ud over konferencens Best Paper Award vandt han også andenpladsen ved konferencens specialsession "Designværktøj og kommercialiseringsudstilling".

Teodor tog sin bachelorgrad i computervidenskab fra Universitetet i Bukarest. Han kom derefter til Aarhus Universitet for sin kandidat inden for samme område. Fra 2019-2021 arbejdede han som forskningsmedarbejder hos National Institute of Standards and Technology (NIST) i Maryland, USA, hvorefter han kom tilbage til Aarhus Universitet for sin ph.d.

”Danmark er stedet at tage hen, når man gerne vil arbejde med forskning og udvikling af bæredygtighedsperspektiver inden for eksempelvis fremstillingsindustrien. Der sker store forskningsmæssige gennembrud her, man føler opbakning ikke kun fra den akademiske verden, men også fra erhvervslivet, og det motiverer – at man føler, at man faktisk kan bidrage med en grøn udvikling af industrien her,” siger han.

På Aarhus Universitet er Teodor Vernica en del af forskningsgruppen Lifecycle Design and Manufacturing. Gruppen ledes af lektor Devarajan Ramanujan. Teodor Vernica er førsteforfatter på den prisvindende publikation. Artiklens medforfattere er: Ph.d.-studerende Gaurav Aher og lektor Devarajan Ramanujan samt Chief Specialist ved Materials & Process, Badrinath Veluri, fra Grundfos.


Kontakt

Ph.d.-studerende Teodor Vernica
Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion
Mail: teodor.vernica@mpe.au.dk

Lektor Devarajan Ramanujan
Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion
Mail: devr@mpe.au.dk
Tlf. +4593508848